DAOS har afholdt 75 års jubilæumskoncert
Dansk Amatørorkester Samvirke, DAOS, fejrer i år 75 års jubilæum.
Jubilæumsåret blev skudt i gang med en storslået koncert i Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus, hvor Mahlers 2. Symfoni, Opstandelsessymfonien, blev opført. Dette krævede det helt store symfoniorkester, fjernorkester, orgel, tre kor og to solister.
Foto: Peder Krabbe
Projektet bestod af to øvedage forud for jubilæumsweekenden i Odense. Det var to gode indstuderingsdage på henholdsvis Kolding Musikskole og Allerød Musikskole under ledelse af Ole Faurschou og gruppeprøver ved Marianne Granvig.
Fredag aften d. 26. januar blev jubilæumsweekenden skudt i gang med den første orkesterprøve i Carl Nielsen Salen i Odense med Jules van Hessen på podiet. Det var en fornøjelse at se puslespillet begynde at samle sig.
Al forplejning blev varetaget af Comwell, hvor mange af deltagerne også var indkvarteret i hotellet, som støder op til koncerthuset.
Lørdagen bød på ca. 8 timers intense orkesterprøver, fjernorkestret ankom og øvede under ledelse af Mark Smith. Efter en lang dag med prøver, havde Jules et fantastisk foredrag om symfonien og Mahler.
Om søndagen samledes hele udtrækket med Filharmonisk Kor Fyn, Odense Kammerkor, Lille MUKO, fjernorkestret, organisten samt de to solister, Iben Silberg, sopran, og Nana Bugge Rasmussen, alt.
Fra morgenstunden blev der arbejdet på at samle hele værket og finpudse præstationen inden den store koncert kl. 15.00.
Den intense øveweekend kulminerede med et brag af en koncert, hvor det hele gik op i en større helhed; Opstandelsessymfoniens overvældende format, spillet med en intensitet og glød, der bevægede publikum helt ned til bagerste række. Der var stående applaus fra hele salen.
Og som Marianne Granvig sagde i sin introduktion før koncerten: Opstandelsen er ikke nødvendig, selvom DAOS fylder 75 år på, er foreningen sprællevende.
Foto: Peder Krabbe
Efter koncerten blev der afholdt en reception for alle medvirkende og inviterede gæster, hvor der blev holdt taler og nydt lidt mad og drikke ovenpå den fantastiske weekend.
Medvirkende:
Dirigent: Jules van Hessen
DAOS’ jubilæumsorkester
Filharmonisk Kor Fyn
Korindstudering: Kasper Borchersen
Odense Kammerkor
Korindstudering: Uffe Most
Lille MUKO
Korindstudering: Ole Faurschou
Iben Silberg, sopran
Nana Bugge Rasmussen, alt
Fjernorkesterdirigent, Mark Smith
Forbedrende orkesterindstudering: Ole Faurschou