Vedtægter for Dansk Amatørorkester Samvirke (DAOS)

Vedtægter som PDF til download

Vedtægter for Dansk Amatørorkester Samvirke (DAOS)

§ 1.

Stk. 1. Sammenslutningens navn er:

Dansk Amatørorkester Samvirke (symfoni- og kammerorkestre)

Stk. 2. Samvirkets hjemsted er den til enhver tid siddende formands danske bopælskommune.

§ 2.

Samvirkets formål er:

  1. at fremme interessen for aktiv musikudøvelse
  2. at varetage medlemskredsens interesser
  3. at fremme samarbejdet mellem amatørmusikensemblerne og mellem amatørmusikorganisationerne
  4. at fremme samarbejdet mellem amatørerne, de professionelle musikere og undervisere
  5. at fremme interessen og forståelsen for musikkens sociale, alment dannende og samfundsmæssige betydning.

§ 3.

I DAOS kan optages:

  1. ethvert amatørorkester, der beskæftiger sig med symfonisk eller dermed beslægtet musik
  2. personlige medlemmer
  3. musikskoler og andre institutioner med relation til dansk musikliv

§ 4.

Stk. 1. DAOS’ øverste myndighed er repræsentantskabet, der består af én repræsentant for hvert af de tilsluttede medlemsorkestre samt indtil 10 ekstraordinære medlemmer valgt af repræsentantskabet for 2 år ad gangen.

Stk. 2. Til repræsentantskabsmødet har personlige medlemmer samt en repræsentant for hver af de i § 3, c) omtalte medlemmer adgang og taleret, men ikke stemmeret, med mindre de er valgt som ekstraordinære medlemmer af repræsentantskabet.

Stk. 3. Repræsentantskabsmødet træffer beslutning ved simpelt flertal, dog således at bestyrelsens formands stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed. Repræsentantskabsmødet er beslutningsdygtigt uanset antallet af fremmødte repræsentanter. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

Stk. 4. Forslag til vedtægtsændringer skal af bestyrelsen meddeles repræsentantskabets medlemmer senest 10 dage før et repræsentantskabsmøde (ordinært eller ekstraordinært) og kræver for vedtagelse mindst 2/3 af de afgivne stemmer; her kan dog stemmes ved fuldmagt. Angående ophævelse af DAOS, se § 11.

§ 5.

Stk. 1. DAOS ledes af en bestyrelse, der består af mindst 5 og højst 9 medlemmer. Bestyrelsen vælges af repræsentantskabet og blandt dets medlemmer.

Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær og kan søge assistance uden for styrelsen i det omfang, opgaverne kræver det.

Stk. 3. Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen således, at (mindst) halvdelen af styrelsen afgår det ene år og resten det følgende år.

Stk. 4. DAOS tegnes af to medlemmer af bestyrelsen i forening med formand eller næstformand.

§ 6.

Stk. 1. Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år inden 15. april. Mødet indkaldes med mindst 4 ugers varsel med følgende dagsorden:

  1. beretning
  2. fremlæggelse af revideret regnskab for det senest afsluttede regnskabsår
  3. fastsættelse af kontingent for det efterfølgende regnskabsår samt fremlæggelse af budget for det indeværende regnskabsår og et foreløbigt budget for det efterfølgende regnskabsår.
  4. forslag
  5. evt. valg af ekstraordinære medlemmer til repræsentantskabet
  6. valg af bestyrelsesmedlemmer
  7. valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
  8. eventuelt

Stk. 2. Forslag, der ønskes behandlet under d), skal fremsendes til bestyrelsens formand senest 14 dage før repræsentantskabsmødet.

Stk. 3. Valg i henhold til stk. 1, e, f og g, skal ske ved skriftlig afstemning, såfremt blot ét medlem af repræsentantskabet fremsætter begæring herom.

Stk. 4. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde indkaldes med mindst 14 dages varsel, når bestyrelsen eller mindst 1/3 af de tilsluttede medlemsorkestre forlanger det.

§ 7.

Stk. 1. DAOS’ medlemmer er forpligtet til at betale årskontingent som fastsat af repræsentantskabet. Kontingentet betales senest 1 måned efter påkrav.

Stk. 2. Hvor det skønnes i DAOS’ interesse, kan bestyrelsen dog bevilge fritagelse for eller nedsættelse af kontingentet.

Stk. 3. Udmeldelse skal ske skriftligt med mindst en måneds varsel til udgangen af et regnskabsår.

Stk. 4. Såfremt et medlem ikke har betalt kontingent inden de angivne frister, kan bestyrelsen opsige medlemskabet. Det pågældende medlem kan derefter kun genoptages som medlem, når kontingentrestancen er betalt.

Stk. 5. Et medlem kan af repræsentantskabet udelukkes fra DAOS, hvis det skønnes, at medlemmer skader DAOS’ formål. Forslag om udelukkelse skal fremgå af dagsordenen. Udelukkelsen skal ske med mindst 2/3 flertal af de på et repræsentantskabsmøde afgivne stemmer.

§ 8.

Stk. 1. Regnskabsåret er kalenderåret.

Stk. 2. Regnskabet udarbejdes efter god regnskabsskik og revideres af de af repræsentantskabet valgte revisorer.

§ 9.

Stk. 1. DAOS indgår på vegne af medlemsorkestrene en kollektiv aftale med KODA.

Stk. 2. For at være dækket af den kollektive aftale med KODA er medlemsorkestrene forpligtet til at inddatere oplysninger om afholdte koncerter i koncertkalenderen på DAOS’ hjemmeside. Oplysningerne kan inddateres i god tid før koncerten og skal være indtastet senest to uger efter af koncerten er afholdt.

§ 10.

DAOS hæfter alene med den til enhver tid værende formue. Der påhviler hverken medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse, for så vidt de har handlet inden for rammerne af DAOS’ vedtægter, repræsentantskabets vedtagelser og den almindelige lovgivning.

§ 11.

Stk. 1. Til ophævelse af Dansk Amatørorkester Samvirke kræves:

  1. beslutning herom på et repræsentantskabsmøde, såfremt mindst 2/3 af de fremmødte repræsentanter stemmer herfor og
  2. bekræftelse heraf ved et efterfølgende ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvor mindst 2/3 af de fremmødte repræsentanter stemmer herfor. Dette ekstraordinære repræsentantskabsmøde kan tidligst finde sted 3 måneder efter det under a) nævnte møde.

Stk. 2. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

Stk. 3. Repræsentantskabet træffer dispositioner med hensyn til DAOS’ eventuelle formues fordeling til formål inden for dansk musikliv.

Første sæt vedtægter for DAOS godkendt den 29. juli 1949.

Senere ændringer bekræftet den 24. oktober 1971, 20. oktober 1973, 1. juni 1991, 7. marts 1993, 13. april 2002, 12. april 2008, 2. april 2011, 5. april 2014, 1. juni 2016 samt 12. marts 2017.

Sign.                                                          Sign.

Dina Gelfer-Jørgensen                             Knud Ebbesen

Formand for DAOS                                   Dirigent for repræsentantskabsmødet 12. marts 2017