af Peer Kjær Andersen

Shostakovich’s niende symfoni er komponeret på en måned i august 1945. Den danner en stærk kontrast til de to foregående symfonier, som begge er dybt prægede af begivenhederne i Leningrad under anden verdenskrig. Orkesterbesætningen er moderat, og de mange tragiske stemninger er afløst af en let og elegant atmosfære, præget af komponistens mange sarkastiske indfald. Især i ydersatserne en række parodiske indslag ikke mindst de karakteristiske vulgære marchrytmer. Som modsætning er den langsomme sats holdt i en melankolsk tone, som man også kender fra andre af hans værker. Instrumentationen er meget rig på kontraster og byder f.eks. på lange soloer for piccolofløjte og for fagot.

Komponisten har selv udtalt følgende: ”Musikerne vil holde af at spille denne symfoni og kritikerne vil misbillige den”. Den sidste del af denne forudsigelse så i første omgang ikke ud til at
gå i opfyldelse. Symfonien fik ved premieren i november 1945 en begejstret modtagelse. Man mente, at Shostakovich trods en række innovationer var blev tro mod sine idealer. Således hed det i en anmeldelse: ”Det komiske element og den naive ukunstlethed, den grove spøg og den lyse sørgmodighed, alt dette er forenet til en speciel ”romantisk” helhed, vidt forskellig fra de tragiske og filosofiske udgydelser, som man møder andre steder i hans værker.” 

Men træerne vokser ikke ind i himlen, og et år efter uropførelsen var tonen en anden. Værket blev fordømt og anklaget for ideologiske svagheder og for at være et kynisk og ondsindet groteskeri med en tone af ubarmhjertig spøg og latterliggørelse, en kold ironisk stilisering. Det har ikke været nemt at være komponist under Stalin-regimet.

Hør symfonien her: https://youtu.be/qynu8yNiTrY Her kan man følge med i partituret!