Af Peer Kjær Andersen 

Dvořák var i 1880’erne flere gange på besøg i London, hvor han blev vel modtaget. Et resultat af disse rejser var en bestilling på en ny symfoni til London Philharmonic Socity, og Dvořák gik til arbejdet med stor entusiasme. Værket, som fik opus 70, blev uropført i St. James’s Hall i 1885. Den fik en umiddelbar succes og regnes af mange for komponistens fornemste værk.

Dvořák var ellers på dette tidspunkt plaget af mange bekymringer. Han havde mistet sin mor, og han var udsat for kritik fra en række venner, som mente, at hans stil var for tjekkisk præget og burde lægge sig mere op ad tyske idealer og principper. I denne symfoni tager han musikalsk til genmæle ved at bruge dels tjekkiske danserytmer, dels modale vendinger, som er dybt rodfæstede i folkemusikken. 

Den første sats indledes med et sørgmodigt hovedtema, som efter en række gentagelser og udvidelser kulminerer i et højdepunkt, inden det sangbare sidetema introduceres. Dets lighed med temaet i 3. sats af Brahms’ 2. klavekoncert er umiskendeligt, men er nok en af de tilfældigheder, man af og til finder i musikhistorien. Efter en meget dramatisk gennemføringsdel følger en kort reprise og en coda, som langsomt tynder ud og ender i pianissimo. Den efterfølgende Poco Adagio er noget uklar i formen, men rummer en række poetiske temaer, ofte i forbindelse med dramatiske stemningsskift.

Scherzoen er – sin titel til trods – mere alvorlig end munter og rummer noget af Dvořáks fineste musik, som vokser ud af et typisk folkeligt tema. De synkoperede rytmer, som understreges af skæve betoninger, gør den sats til en ørehænger i ordets bedste betydning. Midterdelen er en landlig morgenstemning med frisk luft og kvidrende fugle. Finalen rummer ligesom anden sats et væld af temaer, som kombineres kontrapunktisk på en særdeles opfindsom måde. I den afsluttende coda letter endelig de mørke skyer, og værket ender i en lys, jublende D-dur.

Hør symfonien her : https://youtu.be/YwD7JcpRe0w