af Peer Kjær Andersen
Det første årti af 1800-tallet er for Beethoven en periode med uophørlig kreativ energi. Næppe er han færdig med et værk, før det næste er i gang. Ofte arbejdede han på to værker samtidig, og det var netop, hvad der skete i årene 1807 og 1808. Det drejer sig om to symfonier, en dramatisk i c-mol, som senere får tilnavnet Skæbnesymfonien og en lyrisk i F-dur, kaldet Pastoralesymfonien. De to symfonier blev færdige nogenlunde samtidigt og begge fik deres uropførelse ved en kæmpekoncert 22. december 1808 i Theater an der Wien.
Den femte symfoni er en af hjørnestenene i repertoiret og måske den mest ikoniske af alle symfonier, og Beethoven har selv medvirket til publikums indstilling til værket. Med sin udtalelse om hovedtemaet i første sats – således banker skæbnen på døren – har han givet en mulig nøgle til fortolkning af symfonien som en heroisk kamp mod skæbnen, som ender med en lysende sejr. Med sine voldsomme kontraster og heftige stemningsskift peger den direkte frem mod den gryende romantik.
Under Anden Verdenskrig fik symfonien en særlig betydning, idet den indledende rytme – tre korte og en lang – er morsetegnet for V – victory. Det blev brugt af BBC som indledning til deres nyhedsudsendelser.