af Peer Kjær Andersen
Ouverturen til Coriolanus er en af Beethovens mest storslåede ouverturer. Den er oprindelig skrevet til et skuespil af Joseph von Collin.
Coriolanus er opfyldt af følelser af forræderi og hævntørst, og han drager mod Rom for at lægge byen øde. Romerske sendebud bliver brutalt afvist, og først da en skare kvinder med Coriolanus’ hustru og moder i spidsen kommer til hans lejr for at bede om barmhjertighed, erkender han, at hans hævntogt er uværdigt og opgiver sit forehavende.
Ouverturens hovedtema skildrer den ubændige trods hos helten, mens sidetemaet udtrykker de menneskelige følelser, som vækkes til live af moderens og hustruens bønner.
Beethovens biograf har givet følgende karakteristik af værket: ”Massive, dystert farvede harmonier, som virker tyngende, sforzati, som tårner sig op på ubetonede taktdel, taler deres tydelige sprog om ubændig hårdhed og urokkelig beslutsomhed.
Det første sidetema giver en forsonlig stemning, hvor de skarpe, kantede staccato-motiver erstattes af bløde legato fraser”. Slutningen i pianissimo synes at afspejle, hvorledes Coriolanus bukker under for sin skæbne.